Det hele begyndte på Glyptotekets tegneskole hos Askov Jensen ved staffeli og store kultegninger. Gennem denne arbejdsperiode og den grundige tilgang fik Karina Kejser Bøhl en solid ballast, som hun stadig har stor gavn af. Karina er uddannet Art Director fra reklamebranchen med supplement af Grafisk Højskole, men i de senere år har maleriet taget over. Inspirationen hentes især fra bygninger, vækster i naturen og dyr, men det er særligt kontraster, skygger, lys og strukturer, der gør indtryk.
Karina har udstillet på gallerier som Galleri Oxholm, i diverse kunstforeninger og udstillingsbygninger og deltager i Gentofte Kommunes "Åbne Døre". Karina har deltaget i censurerede udstillinger bedømt af censorer og kunstnere som Vivian Rose, Lene Regius, Peter Hesk Møller, Crestine Crebas, Gert Brask, Sten Overgård Madsen, Professor Ursula Reuter Christiansen, Hans Christian Rylander, Ellen Tange og Stig Weye.
BRONZE
Heste - og dyr generelt - har altid haft en central plads i
Karinas liv. At forme med hænderne er en sjov og givende arbejds-proces, og det er gennem tiden blevet til en hel lille samling bronzefigurer.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på
Jyllands Posten og redaktør af Kunstavisen
Et første blik på Karina Kejser Bøhls malerier fortæller to ting. 1) Vi har med en maler at gøre, der foretrækker mørke billeder og mørke farver og 2) Hun arbejder i et figurativt realistisk formsprog.
Og så sker noget. Hvor lang tid dette ”noget” tager, er forskelligt fra person til person, men de fleste opdager, at det hele er lidt mere kompliceret end som så. For der er ikke kun mørke i disse billeder. Lyset spiller en mindst lige så stor rolle. Det ligger og ulmer i selv de mørkeste malerier, bryder pludseligt frem i andre, mens det i andre igen er så sammenvævet med de gråsorte farver, at det hele bliver én udefinerbar masse af clairobscur, som man kender det fra Leonardo da Vincis malerier. Endelig er nogle af Karina Kejser Bøhls nye malerier slet ikke mørke i gængs forstand, men fulde af rustrøde, gule og orange toner.
Og så er der det med realismen. Alle kan se, at Karina Kejser Bøhl er en kunstner, der maler billeder af store bygninger og store rum: kirkeinteriørs, tomme fabrikshaller, vestibuler og museumssale. Enhver kan også se, at naturen spiller en rolle. Naturen i form af træer. Store majestætiske træer samlet i grupper med en høj eller helt fraværende horisontlinje.
Når det er sagt, så er det lige så indlysende, at nogle forhold arbejder mod at kalde disse malerier for realistiske. For det første gør det dunkle og flimrende lys, at konturerne bliver opløst givende helheden et skær af noget uvirkeligt og gådefuldt. For det andet har Karina Kejser Bøhl en forkærlighed for at vise spejlinger i billederne. Spejlinger, der per definition forvrænger motivet. Endelig opererer hun i de fleste malerier med en fint gardin af runde hvide pletter, der i naturbillederne helt jordnært kan ses som snefnug, men som, da de også optræder i interiørmalerierne, er med til at forstærke indtrykket af mystik og overjordiskhed.
Selvom Karina Bøhl Kejsers malerier er figurative og realistiske, er de altså i lige så høj grad stemningsbilleder med et fortættet indhold af dybfølte sansninger. Men kan også sige det på en anden måde: det, vi ser, er lige så meget indre landskaber, som det er ydre. Det, vi ser, er lysets kamp og favntag med mørket. Den evige vekslen mellem nat og dag, mellem kaos og orden og mellem ødelæggelse og genopbygning. Selve eksistensens fundament. Gjort nærværende og levende af Karina Kejser Bøhls stoflige penselstrøg, der giver en meget fysisk dimension til malerierne. Man ser dem, men mere end noget andet: man mærker dem.